Den tyske bilproducent Volkswagen oplevede i tredje kvartal en stor tilbagegang i sit bilsalg. Det er særligt stort konkurrencepres i Kina, der tynger hos producenten bag Golf, Polo og Passat.
Bilsalget faldt ifølge Bloomberg News globalt i tredje kvartal med 7,1 pct. til 2,18 mio. biler. I Kina svandt salget ind med 15 pct. til 711.500 biler, mens salget af batterielektriske biler faldt 9,8 pct. til 189.400.
– Konkurrencesituationen i Kina er særligt intens, hvilket er den primære årsag til det globale fald i leverancerne, siger Marco Schubert, der er salgschef i Volkswagen.
Volkswagen er i Kina blandt andet presset af de kinesiske bilproducenter, der tilbyder kunderne væsentlige rabatter – også på nye modeller.
Den tyske bilproducent oplyser ifølge Bloomberg News, at profitabiliteten vægtes over markedsandelen, og at der derfor ikke er interesse for et kompromis.
I stedet har selskabet identificeret og implementeret en række omkostningsoptimerende tiltag for sine elbiler i Kina.
Aktien i Volkswagen falder fredag 1,0 pct. til 92,18 euro på børsen i Frankfurt.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER