For tredje måned i træk sænker Det Internationale Energiagentur, IEA, sit estimat for olieefterspørgslen i 2024.
Igen er det forbruget i Kina, der trækker ned, skriver Bloomberg News.
Den Paris-baserede organisation venter nu, at den globale efterspørgsel efter olie vil stige med 862.000 tønder om dagen i år.
Det tidligere estimat var en stigning på 903.000 tønder om dagen.
– Den kinesiske efterspørgsel fortsætter med at ramme under forventningerne og er den største hæmsko for den samlede vækst, skriver IEA.
Kina ventes at udgøre omkring 20 pct. af den samlede vækst i olieefterspørgslen, hvilket er noget under de næsten 70 pct., som landet tegnede sig for af væksten sidste år.
Mens der igen er skruet ned for forventningerne til efterspørgslen i år, er IEA’s estimat for væksten i olieefterspørgslen næste år dog hævet til 998.000 tønder om dagen fra 954.000 tønder.
Tilbage i 2022-23 i tiden efter coronapandemien var der en noget større vækst i olieefterspørgslen på rundt regnet 2 mio. tønder om dagen, skriver Bloomberg News.
Den totale olieefterspørgsel ventes i 2024 nu at ligge på gennemsnitligt 102,8 mio. tønder om dagen, mens skønnet for 2025 er på 103,8 mio. tønder om dagen i snit.
Mandag var også Organisationen af Olieproducerende Lande, Opec, ude at sænke sit skøn for det globale olieforbrug i år.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER