Britiske Mulberry fyrer på hovedkontoret i håb om at vende skuden

Luksusmærket Mulberry oplever faldende salg og fyrer op mod 85 ansatte. Selskabet sænker priserne på lædertasker for at øge salget.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 19. november 2024

Det britiske luksusmærke Mulberry, der især er kendt for sine lædertasker, kan også mærke, at kunderne har sat forbruget ned.

Selskabet forsøger derfor nu at vende skuden og fyrer i den forbindelse op mod 85 ansatte ud af 350 på hovedkontoret. De mange fyringer har primært ramt designhovedkvarteret i London.

Samtidig vil selskabet også gøre sig til hos flere kunder – og her er tiltaget at sætte prisen på de ikoniske lædertasker ned, så der ryger flere over disken.

– Der er ingen tvivl om, at vores branche står over for en periode med betydelig usikkerhed, drevet af et udfordrende og ustabilt makroøkonomisk miljø, der påvirker forbrugertilliden på flere markeder, siger topchef Andrea Baldo ifølge Reuters.

Fyringerne med mere sker en måned efter, at Frasers Group – som ejer cirka 37 pct. af Mulberry – droppede planerne om et overtagelsestilbud på 111 mio. pund – eller 990 mio. kr.

Aktien dykker tirsdag eftermiddag 10,7 pct. til 105,33 pund på børsen i London.

SALGET UNDER PRES

Samlet er salget faldet med næsten en femtedel i løbet af det sidste halve år. Og nu skal modekoncernen forenkles og slankes til overskud. Afskedigelserne er en del af en strategisk gennemgang, som skal være færdig i næste måned, og som også vil medføre et skift i virksomhedens pris- og distributionsstrategier.

Andrea Baldo håber at kunne give nyt liv til brandet ved at fokusere på at være “overkommelig luksus”.

Mulberry er blevet hårdt ramt af en kraftig afmatning i luksusforbruget. I seks måneders perioden frem til den 28. september, er koncernens indtægter faldt med 19 pct. til 56,1 mio. pund svarende til 500 mio. kr.

Indtægterne fra engros- og franchiseforretningen styrtdykkede med 46 pct. til 5,4 mio. pund, og var specielt påvirket af, at partnere i Danmark og Italien har skruet ned for ordrerne.

I Asien-Stillehavsdivisionen er salget dykket med 31 pct. grundet svag efterspørgsel i Kina og Sydkorea. Og på hjemmemarkedet er omsætningen faldet med 14 pct.

På bundlinjen er det i halvåret blevet til et underskud på 15,7 mio. pund mod et tab på 12,8 mio. pund i perioden sidste år, skriver Reuters.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER