Den amerikanske softwareudvikler Microstrategy blev torsdag slået til plukfisk på børsen i USA, efter at den tidligere fortaler Citron Research har valgt at satse på kurstab i den spekulative aktie.
Selv om Microstrategys primære aktivitet oprindeligt var udvikling af software, er selskabet i dag tættere på en investeringsfond med fokus på bitcoin, skriver Bloomberg News.
Tidligere har det kastet roser af sig fra analysehuset Citron Research, der har fremhævet Microstrategy som den nemmeste måde at købe bitcoin. Siden er investering i bitcoin blevet mere tilgængeligt for store som små investorer gennem køb af ETF’er, der er en form for investeringsbevis.
– Hvordan er det her ældet? Knap fire år siden i dag var Citron de første til at fortælle læserne, at Microstrategy var den ultimative måde at investere i bitcoin med et kursmål på 700 dollar, skriver Citron Research på det sociale medie X.
– Nu hvor bitcoin er nemmere at investere i end nogensinde før, har handelsvolumen i Microstrategy løsrevet sig fra bitcoin. Selv om Citron stadig ser positivt på bitcoin, har vi valgt at shorte Microstrategy, fremgår det videre.
Microstrategy er under ledelsen af bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør, Michael Saylor, blevet tæt på synonym med kursudviklingen for bitcoin. Selskabet har under strategien købt kryptovalutaen for store milliardsummer – blandt andet gennem optagelse af lån.
Muligheden for handel med krypytovalutaer gennem ETF’er har dog begrænset behovet for et mellemled som Microstrategy.
Citron Research roser, hvad den kalder for Michael Saylors “visionære bitcoin-strategi”, men tilføjer dog også:
– Stor respekt til Michael Saylor, men selv han må vide, at Microstrategy er overophedet.
Microstrategy faldt torsdag 16,2 pct., men sundede sig siden lidt i eftermarkedet med et plus på 2,7 pct.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER