Amerikansk byggemarkedskæde opjusterer efter efterårsstorme

Home Depot øger salget efter orkaner i USA, aktien stiger med 2,8 pct. i formarkedet. Forventer mindre fald i salget end tidligere estimeret.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 12. november 2024

Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot har skruet op for salget, efter at flere orkaner har ramt landet. Det er særligt materialer relateret til reparationer, efter at orkaner har ramt især den sydlige del af USA i de seneste måneder.

Og det belønner investorerne, der sender aktien op med 2,8 pct. i formarkedet. Home Depot er steget næsten 20 pct. i år.

Godt nok faldt det sammenlignelige salg i det kvartal, der endte med udgangen af oktober med 1,3 pct. – men det var alligevel bedre end det ventede fald på 3,27 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News.

Samlet venter Home Depot, der har hjemme i Atlanta i Georgia, at det sammenlignelige salg i år vil være 2,5 pct. mindre end året før – men tidligere var forventningen et drop på 3-4 pct. Analytikerne havde ventet et fald på 3,12 pct. Det skriver Bloomberg News.

Amerikanske virksomheder har været ramt af en række udfordringer. Kunderne har været tilbageholdne på grund af den høje inflation og de dermed højere priser, og det har betydet, at livremmen er blevet spændt ind, hvilket har presset salget. Oveni rammer helligdagene i det amerikanske så uheldigt i år, at ferierne er kortere, hvilket betyder fem færre shopping-dage end sidste år ifølge Bloomberg.

Home Depot har mere end 2300 butikker i USA og er den første store detailkæde, der kommer med regnskab for kvartalet. I de kommende uger følger Lowe’s. Walmart og Target.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER