Columbus fortsatte i tredje kvartal den positive udvikling fra første halvår. Og tredje kvartal gav voksende omsætning, resultat og driftsmargin. Det skyldes fortsat stor efterspørgsel efter Columbus’ kerneløsninger til øget effektivitet og større forretningsindsigt.
Det fremgår af regnskabet for kvartalet, hvor forventningerne blev fastholdt.
Omsætningen for Columbus steg i tredje kvartal med 8 pct. til 371 mio. kr. og driftsoverskuddet (EBITDA) endte på 29 mio. kr. – eller 42 pct. bedre end i tredje kvartal sidste år.
EBITDA-marginen blev i kvartalet rapporteret til 7,9 pct., som var 1,9 pct.-point bedre end i samme kvartal i 2023.
– Vi har haft et tilfredsstillende tredje kvartal 2024, som understreger vores evne til at navigere og levere i tråd med forventningerne på trods af den stigende markedsusikkerhed, konstaterer topchefen Søren Krogh Knudsen i regnskabet.
Columbus oplever, at forlængede beslutningsprocesser er blevet et markedsvilkår. Det har selskabet specielt oplevet i Sverige med et fald i omsætningen på 11 pct., i kvartalet.
– Det blev dog mere end kompenseret med en væsentlig fremgang i UK og Danmark på henholdsvis 35 pct. og 22 pct., oplyser han og fremhæver at kunderne ønsker hjælp og sparring til digital transformation, og det er Columbus kernekompetence, fastslår han.
Columbus fastholder forventningerne til 2024 om en organisk omsætningsvækst på 8-10 pct. og en EBITDA-margin på 9-10 pct.
I 2023 var den organiske vækst på 14,8 pct. og EBITDA-marginen på 7,6 pct.
Tabel over Columbus’ regnskab for tredje kvartal af 2024:
Mio. kr. | Q3 2024 | Q3 2023 | FY 2023 |
Nettoomsætning | 371,4 | 344,8 | 1540 |
Bruttofortjeneste | 334,7 | 306,6 | 1371,2 |
EBITDA | 29,4 | 20,6 | 117,5 |
EBIT | 13,8 | 6,5 | 60,1 |
Resultat før skat | 9,2 | 5,4 | 39,3 |
Resultat efter skat | 4,8 | 3,4 | 26,9 |
Columbus’ forventninger til 2024:
Pct. | Ved Q3 2024 | Før Q3 2024 |
EBITDA-margin | 9-10 | 9-10 |
Organisk vækst | 8-10 | 8-10 |
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER