DSV har fået nøglerne overdraget til det knap 107 mia. kr. store Schenker-opkøb og det har kastet en opjustering af sig.
Nu venter DSV at nå et driftsresultat før særlige poster på 19,5-21,5 mia. kr. i år inklusive opkøbet mod tidligere ventet 15,5-17,5 mia. kr. eksklusive opkøbet.
Her er midtpunktet af den nye prognose i 20,5 mia. kr. over analytikernes forventning på 20,2 mia. kr.
Opkøbet, der gør DSV til verdens største speditør, ventes at føre til årlige synergier på 9 mia. kr. fra udgangen af 2028, hvor integrationen ventes endeligt gennemført.
Den danske transportkæmpe ser Schenker-opkøbet som positiv for indtjeningen per aktie (udvandet og justeret) senest i 2026 og yderligere estimeres det, at de samlede transaktions- og integrationsomkostninger vil ligge i niveauet 11 mia. kr.
DSV er kommet lidt bedre end ventet gennem årets tre første måneder målt på omsætning og driftsindtjening, hvor det primært er luft- og søfragtsdivisionen, Air & Sea, der trækker læsset.
Forbedringen i Air & Sea bliver tilskrevet en højere bruttofortjeneste per fragtet enhed for begge segmenter, der også er over analytikernes forventninger, mens volumenudviklingen halter lidt under analytikernes forventninger.
Første kvartal er afsluttet før den værste tumult i forbindelse med Donald Trumps “Liberation Day” den 2. april, og DSV flager også for et forsat usikkert geopolitisk landskab, der kan påvirke koncernens resultater.
DSV henviser blandt andet til situationen ved Det Røde Hav, makroøkonomiske faktorer og det globale handelsmiljø, især potentielle efterspørgselsrisici som følge af de annoncerede handelstariffer.
Tabel for DSV’s første kvartal 2025:
Mio. kr. | Q1 ’25 | Q1 ’25(e): | Q1 ’24: | FY ’24: |
FY ’25(e) ex. Schenker |
FY ’25(e) incl. Schenker |
Omsætning | 41.680 | 40.939 | 38.340 | 167.106 | 166.104 | 242.166 |
– Air & Sea | 26.108 | 25.225 | 22.716 | 104.496 | 102.472 | 139.955 |
– Road | 10.164 | 10.345 | 10.425 | 40.507 | 40.898 | 72.791 |
– Solutions | 6325 | 6229 | 5989 | 25.624 | 26.367 | 37.639 |
Bruttoresultat | 10.991 | 10.708 | 10.265 | 42.974 | 43.405 | 66.631 |
EBIT før s.p. | 3860 | 3825 | 3641 | 16.096 | 16.191 | 20.182 |
– Air & Sea | 2949 | 2885 | 2627 | 11.888 | 11.830 | 14.536 |
– Road | 408 | 429 | 490 | 1864 | 1906 | 2423 |
– Solutions | 470 | 508 | 500 | 2328 | 2462 | 3203 |
Res. før skat | 3724 | 3414 | 3157 | 13.423 | 14.812 | 14.799 |
Nettoresultat | 2812 | 2592 | 2393 | 10.175 | 11.248 | 11.254 |
Luftfragt, ton | 334.089 | 339.620 | 335.213 | 1.398.398 | 1.427.379 | 2.059.465 |
Bruttores./ton i kr. | 9177 | 8735 | 8636 | 8551 | 8473 | 8327 |
Søfragt, TEU | 652.623 | 654.136 | 636.544 | 2.686.009 | 2.745.811 | 3.720.774 |
Bruttores./TEU i kr. | 5067 | 4904 | 4506 | 4752 | 4637 | 4570 |
(e) = estimater indsamlet blandt op til 17 analytikere af DSV den 22. april.
DSV’s forventninger til 2025:
Mia. kr. | Ved Q1 ’25* | Ved FY ’24 |
EBIT FSP | 19,5-21,5 | 15,5-17,5 |
*Inklusive opkøbet af Schenker.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER