Der er fuld opmærksomhed om salgsopdateringen fra den franske luksusgodekoncern LVMH mandag efter europæisk børslukketid, efter at USA’s handelskrig med resten af verden har skabt væsentlig usikkerhed om fremtiden.
Tallene og de ledsagende kommentar ventes af samme grund gennemgået med tættekam for at skabe klarhed om udsigterne og mulige effekter af tolden, skriver Bloomberg News.
Spørgsmålet er dog, hvor detaljeret LVMH vil være, så længe at det ikke står klart, hvilke toldregler som kommer til at gælde.
Senest har Trump øget tolden på kinesiske varer ad flere omgange til 145 pct., og udsat told på resten af verden med undtagelse af få lande i 90 dage, dog med en basistold på 10 pct.
– Hvordan skal man kommentere på toldens indvirkning, når man ikke har nogen ide om, hvad tolden vil være om tre måneder. Det kan man ikke, siger Flavio Cereda, porteføljeforvalter hos GAM til Bloomberg News.
LVMH var i seneste kvartal presset af vigende salg i Kina. Og tolden og den medfølgende usikkerhed vil formentlig betyde, at LVMH ikke kan regne med, at det amerikanske marked i stedet bliver et lyspunkt og hjælper med at lukke hullet.
Tolden er ellers som udgangspunkt ikke så væsentlig for luksusgodeproducenter, hvis kunder er vant til skyhøje priser og også prisforhøjelser.
Men efterspørgslen kan lide under den massive usikkerhed, som tolden skaber, blandt andet som konsekvens af, at forbrugerne oplever store aktiefald og formuetab, skriver Bloomberg.
– Forbrugerne køber ikke luksusgoder fordi de er formuende, men fordi de har tillid til fremtiden, vurderer analytiker Erwan Rambourg fra HSBC i en optakt. Han venter helt bogstaveligt, at der vil blive poppet færre flasker champagne i den kommende tid.
Isoleret i første kvartal ventes LVMH at vokse med 1,1 pct. organisk i første kvartal, viser estimater indsamlet af Bloomberg.
Væksten i USA ventes at være 1,2 pct., mens Asien eksklusive Japan ventes at bakke 4,7 pct. I Japan vente en organisk vækst på 4,3 pct., mens Europa ventes at gå frem med 3,4 pct.
Aktien i LVMH stiger mandag middag 0,7 pct., men er samlet faldet næsten 17 pct. i år.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER