GN har fået sænket kursmålet til 195 kr. fra 205 kr. hos Nordea, der ser fortsat modvind i den vigtige Enterprise-division i tredje kvartal, som GN gør status for perioden den 7. november.
En lav værdisætning af aktien retfærdiggør dog fortsat anbefalingen “køb”, lyder det mandag i et analysenotat fra Nordeas analytikere.
Nordea venter en organisk vækst på minus 3 pct. i Enterprise-divisionen i tredje kvartal, mens Gaming & Consumer, der nu primært er fokuseret omkring gamingudstyrsproducenten Steelseries, ventes at få en negativ vækst på 11 pct., fremgår det af analysen.
Samlet set ventes væksten omtrent fladt på baggrund af forventning om endnu et stærkt kvartal for høreapparatforretningen, Hearing, der ses ramme en organisk vækst på 9 pct.
Enterprise er afgørende for GN’s samlede prognose og fremtidige vækst, og selskabet selv har gennem hele året sigtet efter, at divisionen ville vende tilbage til positiv vækst på et tidspunkt i år.
Ved regnskabet for andet kvartal i august blev prognosen dog ændret fra andet halvår til slutningen af året.
På baggrund af forventningen om fortsat negativ vækst i tredje kvartal sænker Nordea også sine estimater for GN og sigter efter, at selskabet vil ramme den lave ende af egne forventninger.
– Vores opdaterede estimater forbliver i den lave ende af GN’s forventninger til 2024; vi modellerer en organisk vækst på 2,4 pct. for selskabet og en EBITA-margin på 12,1 pct., skriver Nordea i analysenotatet.
GN’s seneste forventninger til hele året lyder på en organisk vækst på 2-6 pct. samt en driftsmargin (EBITA) på 12-13 pct.
– Alligevel fastholder vi vores “køb”-anbefaling, da aktien handler betydeligt lavere end sin indre værdi, skriver Nordeas analytikere.
GN stiger med 0,9 pct. til 136,35 kr. mandag formiddag.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER