Den svenske tøjgigant H&M har på trods af investeringer i markedsføring og produkter haft svært ved at få fart på i salget i årets første tre måneder. Det vidner tøjkædens regnskab for første kvartal om, hvor overskuddet rammer under analytikernes forventninger.
Det skriver Bloomberg News.
– Driftsresultatet og lønsomheden blev påvirket af en midlertidigt udfordrende udvikling i bruttomarginen. Vores hovedprioriteter er et styrket produktudbud, en mere inspirerende shoppingoplevelse og et stærkere brand. På den måde skaber vi forudsætningerne for en langsigtet, lønsom og bæredygtig vækst, lyder det fra topchefen Daniel Erver i regnskabet.
Driftsoverskuddet landede i årets første måneder på 1,20 mia. svenske kr., hvor der blandt analytikere var ventet 1,94 mia. svenske kr, viser tal fra Bloomberg News.
Det er samtidig en markant tilbagegang fra 2,08 mia. svenske kr. for samme periode sidste år. Tilbagegangen skal ifølge kæden tilskrives en lavere bruttomargin på 49,1 pct. mod 51,5 pct. sidste år, som skyldes lavere priser, investeringer i produkterne samt “en række negative faktorer”.
Den svenske krone blev ligeledes styrket i første kvartal, hvilket efter omregninger har påvirket bruttomarginen negativt i forhold til året før.
Tøjkæden med topchef Daniel Erver i spidsen har med større fokus på markedsføring kæmpet for at få gang i væksten i jagten på at nå et mellemlangt vækstmål på 10 pct. for driften, men torsdagens regnskabstal tegner et billede af en mislykket mission, skriver Bloomberg News.
Omsætningen steg i kvartalet med 3 pct. til 55,33 mia. svenske kr., hvilket er nogenlunde på linje med analytikernes skøn på 55,84 mia. svenske kr.
Dermed tegner der sig også et billede af en presset tøjsektor, efter at den spanske konkurrent Inditex, som står bag Zara, tidligere på måneden meldte om en lignende skuffende start på året, hvor konsekvenserne af et faldende forbrug grundet afmatning i store dele af den globale økonomi, viste sig tydeligt, skriver Bloomberg News.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER