USA bør fjerne sin straftold på kinesiske varer, hvis de to lande skal nå til enighed om en handelsaftale.
Det siger en talsmand for det kinesiske handelsministerium torsdag ifølge Bloomberg News.
Her afvises det samtidig, at USA og Kina forhandler om toldsatserne.
Meldingen fra Kina kommer som en våd klud over markedsoptimismen, der ellers havde indfundet sig i kølvandet af de sidste par dages forsonende toner fra USA’s præsident Donald Trump.
Tirsdag steg aktierne stort, da den amerikanske præsident tilsyneladende viste sig villig til at forhandle med Kina, som han lovede at behandle “meget pænt”. Også den amerikanske finansminister, Scott Bessent, fortalte på et møde, at han anså en handelskrig mellem USA og Kina for at være uholdbar.
Onsdag fortsatte markederne op, da det forlød, at Donald Trump angiveligt skulle være klar til at sænke toldsatserne på import fra Kina i et forsøg på at nedtrappe spændingerne mellem de to lande.
Finansminister Scott Bessent måtte dog ud at dementere, at der havde været forhandlinger mellem de to lande om at sænke tolden.
Aktiemarkederne har da også mistet lidt af pusten. I USA peger futures på fald i omegnen af 0,5-0,7 pct., når markederne åbner i eftermiddag. Det danske C25-indeks tabte yderligere højde med meldingen fra Kina og ligger ved middagstid nede med 1 pct.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER