Henover weekenden var der friske inflationstal fra den kinesiske økonomi, som viste, at forbrugerpriserne faldt i oktober på månedsbasis.
Dermed er der endnu ikke tegn på bedring i det kinesiske forbrug, skriver Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, i en morgenkommentar.
– Samlet tyder det på, at myndighedernes forsøg på at stimulere den indenlandske efterspørgsel i hvert fald ikke indtil videre har virket efter hensigten, skriver chefanalytikeren.
På månedsbasis faldt de kinesiske forbrugerpriser 0,3 pct. i oktober. Det giver en årlig stigning i forbrugerpriserne på bare 0,3 pct. Her var der blandt analytikere ventet en årlig inflationstakt på 0,4 pct., viser tal fra Bloomberg News.
Samtidig faldt producentpriserne med 2,9 pct. sammenholdt med sidste år, hvor analytikerkonsensus lød på en mindre tilbagegang på 2,5 pct.
Den kinesiske regerings seneste træk i forsøget på at sætte gang i den kinesiske økonomi har været planen om at refinansiere lokale myndigheders gæld for 10.000 mia. yuan.
Tiltaget skuffede imidlertid investorerne, der havde håbet på mere målrettede finanspolitiske tiltag, skriver Investing.com.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER