Lundbeck/Danske: Ser mulighed for øget udlodning afhængigt af opkøb og investeringer

Danske Bank forventer, at Lundbeck vil fokusere på kapitalallokering og potentielle aktietilbagekøb på den kommende kapitalmarkedsdag, med mulighed for op til 1 mia. kr. årligt tilbagekøb. Lundbeck holder kapitalmarkedsdag den 23. oktober i Valby.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 7. oktober 2024

Der kan være flere penge på vej tilbage til aktionærerne i Lundbeck i de kommende år – afhængig af timingen af eventuelle opkøb og investeringer i udvikling og nye lanceringer.

Sådan lyder det fra Danske Bank, der venter mere fokus på strategien for kapitalallokeringen på den kommende kapitalmarkedsdag hos Lundbeck senere i oktober.

– Vi venter, at kapitalmarkedsdagen vil fokusere på Lundbecks transformation mod at blive et mere fokuseret selskab – med en bekræftelse fra ledelsen omkring kapitalallokeringsstrategien og de finansielle mål for 2026, skriver Danske Bank i et notat mandag.

– Vi ser potentiale for yderligere udlodning til aktionærerne (aktietilbagekøb), selv om det afhænger af timingen af opkøb og den potentielle godkendelse af Rexulti i PTSD, fortsætter banken.

Danske Bank venter konkret, at Lundbeck kan købe egne aktier tilbage for op til 1 mia. kr. om året i perioden 2025-2028 og dermed ende i den øvre ende af udlodningspolitikken på 30-60 pct.

Banken fastholder den neutrale anbefaling “hold” og et kursmål på 49 kr.

Lundbeck er vært for en kapitalmarkedsdag i selskabets hovedkvarter i Valby den 23. oktober.

Hovedfokus er ifølge selskabet selv nøgleaspekter fra driften, udviklingen af pipelinen og strategien for kapitalallokering.

Mandag eftermiddag stiger aktien i Lundbeck med 0,6 pct. til 45,38 kr.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER