Mærsk/Sydbank: Svag fremgang i fragtede containere kan blive en udfordring

Mærsk har haft et fornuftigt 2024 trods udfordringer, men investorer kan være tilbageholdende pga. svag volumenvækst og faldende fragtrater.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 31. oktober 2024

Mærsk har indtil videre haft et ganske fornuftigt 2024, hvilket slet ikke lå i kortene ved årets start. Udfordringerne lurer dog fortsat forude, og det kan afholde investorerne fra at reagere meget positivt på dagens regnskab, mener Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank.

– Jeg bider mærke i en svag volumenvækst i deres søfragt, som godt nok bliver kompenseret af stigende fragtrater, men der er også stor usikkerhed om, hvor de skal hen, siger analytikeren med henvisning til fragtpriserne.

Han hæfter sig ved, at Mærsk i det seneste kvartal har tjent markant færre penge, end selskabet havde varslet fra årets start. Det vidner tre opjusteringer i årets løb også om. Omvendt har Mærsk med sin seneste opjustering i sidste uge også løftet sløret for, at årets sidste måneder kan komme til at se helt anderledes ud, nu hvor raterne er begyndt at falde.

– Det er vidnesbyrd om, at de ratefald vi har set, får indvirkning på kontrakterne i fjerde kvartal og ind i 2025, og hvis volumen ikke kan kompensere, kan det godt blive en udfordring, siger Mikkel Emil Jensen.

På den baggrund spår han også en ganske afdæmpet betydning for aktien torsdag, når der åbnes for handel. Her tager han også højde for, at aktien har haft det svært de foregående dage, hvor B-aktien senest onsdag faldt 3 pct. til 10.015 kr.

– Måske de mangler lidt kapacitet, nu hvor konkurrenterne bliver ved med at opruste, lyder det videre fra analytikeren, der dermed tager fat i forskellen på Mærsks strategi samt strategien fra flere konkurrenter.

Hvor Mærsk blot køber nye skibe for at erstatte og forny den eksisterende flåde, så har flere af de store konkurrenter – herunder den snart tidligere alliancepartner MSC – lagt en stor mængde bestillinger på nye skibe og dermed ekstra kapacitet.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER