Micron Technology steg umiddelbart omkring 5 pct. i torsdagens eftermarked, efter at chipproducenten havde lagt en opmuntrende prognose frem for tredje kvartal, samtidig med at andet kvartal vidnede om fortsat AI-fremgang med meget høj vækst inden for datacentre.
Plusset er dog forsvundet til fordel for et fald på 3,5 pct. i formarkedet, efter at analytikerne har haft tid til at tygge på udmeldingen.
Navnlig udsigten for bruttomarginen i tredje kvartal hiver det samlede billede ned, lyder det fra blandt andet finanshuset Bernstein, der kalder prognosen for “blød”.
Micron venter en justeret bruttomargin på 35,5-37,5 pct. Her havde analytikerkorpset sat næsen op efter 37,4 pct.
Til gengæld er hovedparten af analytikerne ganske tilfredse med salgsforventninger.
Micron regner med et salg i de igangværende tre måneder, altså det tredje kvartal i regnskabsåret, på 8,60-9,60 mia. dollar, og det er selv i den lave ende bedre end forventningen på Wall Street om indtægter på 8,55 mia. dollar.
Den justerede indtjeningsforventning per aktie på 1,47-1,67 dollar ligger også over analytikerbuddet på 1,48 dollar.
– Vi forventer rekordomsætning i tredje kvartal med vækst i efterspørgslen for DRAM og NAND i både datacenter- og forbrugerorienterede markeder, og vi er på rette spor til rekordomsætning og betydeligt forbedret rentabilitet i regnskabsåret 2024/25, skriver Micron i sit regnskab.
Koncernen oplevede i sit andet kvartal en fremgang i omsætningen på 38 pct. til 8,05 mia. dollar mod ventede 7,91 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 1,56 dollar sammenlignet med 0,42 dollar et år tidligere og mod et konsensusestimat på 1,43 dollar ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på 1,78 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 1,65 mia. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 4,09 mia. dollar. Her var ventet 4,06 mia. dollar.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER