Opec sænker forventningerne til efterspørgslen for fjerde måned i træk

Opec har sænket sine forventninger til væksten i efterspørgsel efter olie på grund af træg udvikling i Kina, Indien og Afrika. Nedjusteringen påvirker ikke oliepriserne markant.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 12. november 2024

Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, har igen sænket sine forventninger til væksten i efterspørgsel efter olie.

Det er fjerde måned i træk, noterer Bloomberg News.

Nedjusteringen skyldes en fortsat træg udvikling i Kina, hvor efterspørgslen tynges af et sløvt forbrug.

Opec venter nu en vækst i det daglige olieforbrug på 1,8 mio. tønder i 2024. Det er en vækst på under 2 pct. og 107.000 tønder færre end i den foregående prognose. Også i Indien og Afrika halter efterspørgslen.

Siden juli i år har Opec ifølge Bloomberg News sænket sine forventninger med cirka en femtedel, om end prognosen stadig er langt mere positiv end på Wall Street og hos den statsejede olieproducent Saudi Aramco.

Opecs forventninger til væksten er dertil noget nær det dobbelte af den hos Det Internationale Energiagentur.

Den aftagende efterspørgsel har i år betydet, at Opec ad flere omgange har udskudt sin ellers planlagte neddrosling af frivillige produktionsnedskæringer. Først i 2025 er det ventet, at oliekartellet vil sætte skub i produktionen igen. Den beslutning ventes belyst, når Opec 1. december holder møde.

Forventningerne kan samtidig lide under genvalget af Donald Trump som USA’s præsident, skriver Bloomberg News. Den tidligere og nu kommende præsident har tidligere truet med straftold mod Kina og andre lande, og under sin første periode lagde Donald Trump låg på den iranske olieeksport og kritiserede flittigt Opec for at have for høje oliepriser.

Nedjusteringen af vækstforventningerne gør ikke større indtryk hos oliehandlerne. En tønde af nordsøolien Brent handles tirsdag eftermiddag til 72,48 dollar mod 72,19 dollar før meldingen og 71,86 dollar mandag eftermiddag.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER