Pandora er kendt for sine smykker, men producenten af de især kendte charms er meget og mere end blot en fremstillingsvirksomhed. Pandora er i høj grad også en detailkæde, hvor egne smykker sælges.
Det er en del af strategien, at Pandora “hiver” egne butikker hjem. Pandora har 2734 konceptbutikker – af dem ejer smykkebrandet selv de 2033. For et år siden var tallene henholdsvis 2579 og 1783.
– Vores konceptbutikker klarer sig generelt rigtig godt og står i dag for omkring 60 pct. af vores samlede salg. De nye butikker bidrager også positivt til vores overskudsgrad, og vi oplever en meget hurtig tilbagebetaling af investeringen. Inden for et år, når butikkerne i gennemsnit en overskudsgrad på over 30 pct., fortæller Massimo Basei, marketingchef i Pandora, til MarketWire.
Omsætning i 2024 ventes ifølge analytikerne at lande op 31,5 mia. kr. Og de selvsamme analytikere venter, at omsætningen vil vokse med 3 mia. kr. i både 2026 og 2027, viser estimater indsamlet af Pandora selv. Og det er ikke blot indtjeningen, der stiger – også butiksnetværket vokser. Smykkeselskabet venter at åbne 400-500 butikker tre år frem til og med 2026. Alene i år ventes tallet at være på 125-150 butiksudvidelser.
– At være verdens største smykkebrand kræver konstant fokus på brandfortællingen og kundeoplevelsen. Det betyder, at vi skal være opmærksomme på alle de områder, hvor folk interagerer med vores brand. Vores butikker spiller en central rolle i det arbejde, siger Massimo Basei.
LØN OG HUSLEJE ER “GODE OMKOSTNINGER”
Med flere butikker og færre på andres hænder, stiger udgifterne til både husleje, istandsættelse af lokaler og løn til de ansatte.
– En del af vores omkostningerne til konceptbutikker og butiksudvidelser er inkluderet i salgs- og distributionsomkostningerne. Det er en af årsagerne til, at disse omkostninger er steget som en procentdel af koncernens salg, forklarer marketingchefen og fortsætter:
– Det er dog værd at bemærke, at på grund af investeringens attraktive karakter opnår vi effektiv udnyttelse af vores andre driftsomkostninger, hvilket gør dem til “gode omkostninger”.
Massimo Basei forklarer, at partnere ikke investerer i varelager og personale på samme måde som Pandora selv. Oveni har de ikke altid de samme systemer til varehåndtering og butiksdrift, hvilket gør dem mindre effektive.
– Når vi overtager en partnerbutik, ser vi typisk en markant forbedring på driften, siger han.
Udover kroner og ører er der også andre fordele for Pandora ved at have sin egne butikker:
– Vores strategi giver os større kontrol over, hvordan Pandora-brandet opleves, hvilket styrker vores brandfortælling og tydeliggør, hvad vi står for. Ved at sælge direkte til forbrugerne opnår vi desuden en dybere forståelse af vores kunders behov, hvilket giver os unikke indsigter i, hvordan vi kan skabe bedre kundeoplevelser, siger Massimo Basei.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER