Teknologinedtur i USA kan meget vel fortsætte efter blodbad torsdag

Torsdagens blodbad på verdens børser fortsætter fredag med klare fald i både Asien og Europa, og futures indikerer fortsat nedtur i de amerikanske indeks. Teknologiselskaber lider under toldsatser og forsyningskædeproblemer, hvilket har ført til massive fald i markedsværdi.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 4. april 2025

Torsdagens blodbad på børser over hele verden er ikke overstået endnu med klare fald i både Asien og Europa fredag også.

Og heller ikke der, hvor det gik allerhårdest for sig torsdag – i det amerikanske Nasdaq-indeks, der faldt med 6 pct., er der noget sted at gemme sig fredag, ser det ud til.

Futures indikerer i hvert fald også fortsat nedtur i alle tre toneangivende amerikanske indeks, efter at Nasdaq 100-indekset alene måtte se 1400 mia. dollar i markedsværdi fordufte torsdag.

– Det her er virkelig det værst tænkelige scenarie for teknologi, og jeg tror ikke, at vi har set slutningen på udsalget, fordi teknologiselskaberne vil fortsætte med at lide, indtil vi får mere klarhed eller en ændring i politikken, siger Paul Stanley, der er investeringsdirektør hos Granite Bay Wealth Management, til Bloomberg News.

Nasdaq-indekset er med torsdagens nedtur faldet 16 pct. over den seneste halvanden måned, og for de helt tunge drenge i “magnificent seven”-gruppen er faldet ifølge Bloomberg News på 20 pct. i samme periode.

Baggrunden for udsalget er de massive toldsatser, der er blevet indført af USA, som også har ramt lande som Kina, Taiwan og Vietnam, hvor mange af de amerikanske selskaber henter og producerer komponenter til deres produkter.

Og fordi der er tale om så store virksomheder og dermed meget omfattende forsyningskæder, kan man ikke bare ændre opsætningen over natten, hvilket ifølge blandt andre Paul Stanley efterlader selskaber som Apple og Nvidia med to valgmuligheder – at hæve priserne over for forbrugerne i en økonomi på vej ned i gear eller at se overskuddet dale kraftigt.

Apple faldt torsdag med 9,3 pct., og i fredagens formarked fortsætter aktien ned med 0,5 pct. til 202,10 dollar.

For Nvidia blev nedturen torsdag på 7,8 pct., og her er aktien omtrent uændret i fredagens formarked.

Amazon, der torsdag faldt med 9 pct., fortsætter fredag i formarkedet ned med 0,9 pct. til 176,80 dollar, og Alphabet bakker 0,6 pct. til 151,77 dollar efter sit fald på 3,9 pct. torsdag.

Tesla, der torsdag faldt 5,5 pct., falder i formarkedet fredag med 0,5 pct. til 266,09 dollar, og Microsoft og Meta Platforms, der er de sidste to medlemmer af “magnificent seven”, falder med henholdsvis 0,9 pct. til 369,65 dollar oven på torsdagens fald på 2,4 pct. og 0,5 pct. til 528,82 dollar oven på et dyk på 9 pct. torsdag.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER