Unibrew/CEO: Stigende lønninger kan blive en udfordring – men ser også fordel

Inflationen er på vej op igen på grund af Trumps valg og global uro, hvilket kan påvirke Royal Unibrews lønninger og forbrugernes valg af drikkevarer.

Udgivet: 13. november 2024

Inflationen har længe været på vej ned, men valget af Donald Trump i USA kombineret med fortsat uro rundt omkring i verden betyder, at inflationsspøgelset spøger på ny.

Det skyldes ikke mindst frygten for nye tariffer, der kan både råvarer og fragten dyrere. Men spørger man Royal Unibrews finansdirektør Lars Vestergaard er den største risiko for bryggeriet, hvis nye stigninger i inflationen rammer lønningerne.

– Et af de steder, hvor vi ser et pres, er på arbejdsmarkedet i Danmark, hvor der er få hænder at hente. Og der er ingen tvivl om, at folk bliver mere og mere bekymret for at basere deres forretning på Kina, og så flytter man måske noget produktion hjem, og det lægger jo så bare mere pres på et allerede hårdt presset arbejdsmarked, siger han til MarketWire.

Spørgsmålet er aktuelt på ny, efter at valget af Donald Trump som USA’s næste præsident på ny har fået virksomheder til at spekulere i en ny mulig handelskrig.

Det bør i første omgang ikke kunne påvirke Royal Unibrew, der i høj grad er eksponeret mod Vesteuropa. Alligevel kan det få betydning, hvis gnidninger andre steder i verden fører til inflation og højere renter, end man ellers havde forudset.

– En af de større risici for os er lønningerne, siger han.

– Men det kan jo også være positivt, skal man lige huske. Fordi det betyder så, at alle vores forbruger får flere penge. Og det betyder så, at folk måske går lidt mere ud og handler lidt mere i de store supermarkeder og går lidt mindre efter kampagner (med rabat, red.), lyder det videre.

Hertil kan forbrugerne måske vælge dyrere øl og drikkevarer frem for lavpris.

– Så det kan være lidt et tveægget sværd, siger han.

2024 har han netop beskrevet som et sjældent normalt år for bryggeriet, efter at corona, energikrise og høje råvarepriser har skabt udfordringer de seneste mange år.

For nu er meget af det imidlertid trukket i baggrunden i år, fordi bryggeriet med sin eksponering mod Vesteuropa har været nogenlunde forskånet for de store geopolitiske uroligheder, der fortsat påvirker mange virksomheder og mennesker.

– Der er jo sket mange ting de sidste par år, som man aldrig havde drømt om, der ville ske. Covid havde vi ikke set komme, og vi havde ikke set alt den her inflation komme, og så krig i Europa. Så når jeg siger, at vi tror det er normaltilstanden, så ved vi jo godt, at der kan ske meget. Vi følger godt med i, hvad der sker, så vi kan tilpasse vores forretning, siger han.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel