Den italienske bank Unicredit har appetit på flere aktier i Commerzbank, når og hvis den tyske regering er klar til at sælge yderligere ud.
Det fortæller Unicredits topchef, Andrea Orcel, til den italienske avis Il Messaggero ifølge Reuters.
Unicredit offentliggjorde i sidste uge, at banken havde øget sit ejerskab i Commerzbank til 9 pct. efter at have købt en post på 4,5 pct. fra den tyske regering.
Den italienske bank har i længere tid haft et godt øje til Commerzbank, og forhandlingerne med den tyske regering har stået på i en rum tid, fortæller topchefen og pointerer, at man fra tysk side har solgt til Unicredit, fordi banken er en “pålidelig og egnet investor”.
I hovedkvarteret i Milano er man klar til at købe mere fra den tyske regering, lyder meldingen fra Andrea Orcel, der dog over for avisen afviser, at man vil fremsætte et offentligt købstilbud, da det betragtes som et “aggressivt træk”.
I stedet står Unicredit klar, hvis den tyske regering bestemmer sig for at sælge, hvis Unicredit ellers er velkommen, og hvis betingelserne er til det.
Andrea Orcel er ikke interesseret i at “erobre” Commerzbank og ønsker i stedet åben dialog med interessenter. Han fortæller videre til avisen ifølge Reuters, at der ingen hast er i en eventuel overtagelse.
Onsdag berettede Reuters, at Commerzbank forbereder sig på forhandlinger med Unicredit, og at den tyske bank har sat sin finansdirektør Bettina Orlopp i spidsen for processen.
Forhandlingerne gennemføres med investorernes interesser for øje, mens bankens ledelse selv er imod en italiensk overtagelse, fortæller kilder til nyhedsbureauet.
Et eventuelt nyt salg fra den tyske regering vil ifølge Bloomberg News tidligst kunne ske tre måneder efter det seneste salg på grund af aktiemarkedsreglerne i Tyskland.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER