USA’s sundhedsminister vil skære 10.000 stillinger fra i sundhedsvæsnet – NY

Sundhedsminister Robert F. Kennedy jr. planlægger at skære 10.000 stillinger fra i det amerikanske sundhedsvæsen for at centralisere processer og oprette et kontor for et sundere USA.

HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER
Udgivet: 27. marts 2025

Den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy jr., vil skære 10.000 stillinger fra i sundhedsvæsnet i USA.

Nedskæringerne ventes offentliggjort i løbet af torsdag, skriver avisen Wall Street Journal.

Der er tale om fyringer på tværs af det amerikanske sundhedsvæsen. Avisen fremhæver blandt andet områder som behandling af smitteudbrud, godkendelse af ny medicin og udbud af sundhedsforsikringer til de fattigste i USA.

I forvejen fratrådte omkring 10.000 ansatte tidligere i år i forbindelse med et fratrædelsestilbud fra regeringen efter Donald Trumps indsættelse som præsident.

Alt i alt forventes omtrent en fjerdedel af det amerikanske sundhedsvæsen at blive skåret fra som følge af de nye afskedigelser og de frivillige fratrædelser. Det svarer til omkring 62.000 ansatte, skriver Wall Street Journal.

De kritiske områder i sundhedsvæsnet er ikke omfattet af nedskæringerne.

Restruktureringen af den amerikanske sundhedssektor har til formål at centralisere en række processer på området. Det gælder blandt andet kommunikation, indkøb, HR, informationsteknologi og den politiske planlægning, skriver avisen.

Frem til nu har flere af styrelserne, der hører under USA’s sundhedsministerium, fungeret mere selvstændigt. Det gælder blandt andet Centers for Disease Control and Prevention (CDC), de offentlige sundhedsforsikringer Medicare og Medicaid samt Food & Drug Administration (FDA).

Robert F. Kennedy jr. har tidligere forholdt sig kritisk til netop FDA, og i et opslag på sociale medier skrev han i efteråret, at ansatte i styrelsen skulle “pakke deres tasker”.

Nedskæringerne kommer ikke til at påvirke godkendelsesprocessen hos FDA, der blandt andet står for at behandle nye medicinske behandlinger, viser dokumenter ifølge avisen.

Sundhedsministeren er en hyppig kritiker af vacciner, håndteringen af coronapandemien og sundhedssektoren som helhed. I stedet er han fortaler for, at amerikanerne skal leve sundere. Til det formål vil han ifølge Wall Street Journal oprette kontoret for et sundere USA – Administration for a Healthy America – der skal fremme behandling af afhængighed, giftige stoffer og et sikkert arbejdsmiljø.

– Vi strømliner organisationen med en primær mission og vores nye prioriteter for at omvende den kroniske sygdomsepidemi, siger Robert F. Kennedy i en meddelelse ifølge avisen.

.\˙ MarketWire

Del denne artikel
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER