Ordrerne til Vestas lader vente på sig, og vindmølleproducenten skal løbe stærkt her på kvartalets sidste dag for at leve op til forventningerne.
Det skriver Jyske Bank, som har Vestas som “dagens aktie”.
Foreløbigt har Vestas kun annonceret tre landbaserede ordrer på sammenlagt 508 megawatt i første kvartal.
Det er det laveste niveau siden 2021, bemærker banken.
– Ordrerne lader således vente på sig. Første kvartal er dog traditionelt et lille kvartal rent ordreindgangsmæssigt, og der er fortsat én dag mere tilbage af kvartalet, hvor Vestas historisk har hentet omkring 900 megawatt i ordrer.
– Vestas skal dog løbe stærkt for at leve op til forventningerne i markedet, hvor Vestas fortsat mangler at hente hele 1,1 gigawatt i ordrer på landbaseret vind – vel at mærke, hvis Vestas lander 800 MW i uannoncerede ordrer. Det ser umiddelbart svært ud, skriver Jyske Bank.
Bankens Vestas-analytiker Janne Vincent Kjær ser dog positivt på indtjeningsudsigterne og har det seneste år haft en købsanbefaling for vindmølleaktien
– Vestas er godt på vej i forhold til at genetablere indtjeningsevnen efter to år, hvor selskabet ikke har formået at tjene penge på selve møllerne. Det værste er dog overstået, og vi forventer en gradvis bedring i indtjeningsevnen hen over de næste par år, i takt med at kvaliteten af ordrebogen forbedres, og Vestas begynder at eksekvere på ordrer, der er taget ind på højere priser, skriver hun.
Janne Vincent Kjær fremover også, at Vestas samtidig står med en rekordhøj ordrebog i USA, hvor forlængelsen af skatterabatordningen åbner op for en stigning i installationsniveauet hen over de næste par år.
– Det mindsker alt andet lige risikoen, i tilfælde af at Trump mod vores forventning får held med at rulle skatterabatordningen tilbage. Den langsigtede væksthistorie er således intakt, understøttet af en række ambitiøse målsætninger fra verdens førende lande, der forventes at sætte skub i udbygningen af vindkraft både på land og til havs, lyder vurderingen.
Vestas-aktien ligger mandag ved 10.45-tiden 4,7 pct. lavere i 95,38 kr. Det er syvende fald i løbet af de seneste otte handelsdage.
Generelt har aktiemarkedet været surt herhjemme de sidste fire handelsdage, hvor der har været fokus på den handelskrig, som USA’s præsident Donald Trump har varslet vil blive accelereret på onsdag.
.\˙ MarketWire
HENT GRATIS E-BOG<<<< FORSTÅ DAYTRADING PÅ 20 MINUTTER